Vi kan glæde os over naturen, og se den som et tegn på, at Gud er til. Eller vi kan afvise Guds eksistens, fordi vi ikke kan se Gud, eller fordi vi føler Han er fraværende.

Det handler følgende lille historie om
Der var engang to opdagelsesrejsende. De var på ekspedition i urskoven. Pludselig støder de på en smuk og velordnet have. Men de kan ikke få øje på nogen gartner. De leder længe, men der er ikke nogen. De spørger så sig selv, om han mon er usynlig, eller simpelthen bare slet ikke findes.
De sætter sig for at prøve at gendrive den formodning, at han skulle være usynlig. De sætter hegn op, lader vagthunde patruljere og placerer elektriske fælder rundt om i hele haven. Men gartneren viser sig ikke.
Det overbeviser den ene opdagelsesrejsende om, at gartneren må være usynlig og desuden uimodtagelig for elektriske stød, uhindret kan trænge igennem hegn, og hunde kan bare ikke lugte ham. Det anden opdagelsesrejsende kan ikke se nogen forskel på en usynlig eller fraværende gartner og en, der slet ikke findes.

Men de tager fejl begge to. Tænker egentlig ateistisk begge to. At Gud unddrager sig deres metoder taler ikke nødvendigvis imod ham. Vi skal gå andre veje, søge Gud på andre måder. 

Hvordan vil religiøse mennesker reagere på opdagelsen af en have midt i urskoven? De vil holde en fest og juble over at have fundet orden, mening og skønhed.
De vil også formulere en række bud, som forpligter dem til at holde haven, for de erkender, at det er samme orden i haven som i dem selv.
De hører sammen som melodi og akkompagnement. 

Og en ting mere De vil fortælle historier om en gartner, der har skabt alt og har betroet dem haven. Deres historier er poesi, men de er sande. 

Den 5. september fejrer vi høstgudstjeneste, fordi vi ser, at Gud er skaberen og den, der stadig opretholder alt liv på jorden. Gud er en livskraft, der hver dag gør, at solen står op. Det er værd at undre sig over og være taknemmelig for. Ved høstgudstjenesten udtrykker vi vor tak og vor glæde for livet og skønheden.