26/11/2024 0 Kommentarer
Nyt partnerskabsprojekt mellem Røde Kors og DKM tager kampen op mod ensomhed blandt børn
Nyt partnerskabsprojekt mellem Røde Kors og DKM tager kampen op mod ensomhed blandt børn
# Nyheder fra Rold Menighedsråd
Nyt partnerskabsprojekt mellem Røde Kors og DKM tager kampen op mod ensomhed blandt børn
Pressemeddelelse af d. 21. november 2024
NYT PROJEKT TAGER KAMPEN OP MOD ENSOMHED BLANDT BØRN
Nu får de yngste skolebørn og de voksne omkring dem bedre mulighed for at forebygge ensomhed.
”Vi kan ikke være bekendt, at så mange børn og unge føler sig ensomme. Der er behov for at gøre mere. Vi skal åbne fællesskaberne i foreningslivet og i skolerne og gøre de unge opmærksomme på, at de skal hjælpe hinanden og se, om der er en, der føler sig udenfor,” siger generalsekretær Anders Ladekarl fra Røde Kors.
De fleste har på et eller andet tidspunkt prøvet at føle sig alene og udenfor. For mange er følelsen forbigående og kortvarig, men for andre bliver det en vedvarende følelse, der kan få alvorlige konsekvenser igennem hele livet. Ensomhed er et stort og stigende samfundsproblem og for mange skamfuldt at tale om. Det vil det nye dannelsesprojekt ’Ensomhed og fællesskab’ ændre på med film, sang og undervisnings- og aktivitetsmaterialer, der er målrettet de 6-10-årige og står gratis til rådighed for alle.
”Som barn følte jeg mig tit ensom. Jeg følte mig alene og udenfor fællesskabet,” siger Sigurd Barrett, der har skrevet og komponeret titelsangen til projektet. Sangteksten kom let til ham. Den garvede musiker og entertainer er i dag 57 år, men kan stadig genkalde sig følelsen. ”Det er godt nok noget, der kan gøre ondt i hjertet – også mange år efter,” siger Sigurd Barrett.
Fokus på aktiviteter
De to nysgerrige tøjdyr Snapper og Topper taler i projektets film med børn og deres lærer om, hvad ensomhed er, og hvordan det opleves, men også hvordan man kan invitere andre ind i fællesskabet. Undervisningsmaterialet, der er til indskolingen (6-10 år), har et særligt fokus på aktiviteter. Formålet er at styrke sammenholdet og fællesskabet i klassen. Aktivitetsmaterialet har masser af lege, samarbejdsøvelser og krea-projekter og er målrettet de frivillige ledere i børne- og ungdomsorganisationerne, idrætsorganisationerne og alle andre, der gerne vil sætte fokus på ensomhed og fællesskaber i deres arbejde med børn. Alle projektets materialer kan ses og downloades på www.ensomhedogfællesskab.dk.
Et fælles ansvar
Projektet ’Ensomhed og fællesskab’ er blevet til i et partnerskab mellem Røde Kors og Danmarks Kirkelige Mediecenter, DKM, en non-profit ikke-forkyndende erhvervsdrivende fond. Materialerne er udviklet i samarbejde med lærere og frivillige ledere, der arbejder med børn i fællesskaber.
Ole Buch Rahbek, generalsekretær i KFUM-spejderne i Danmark mener, at aktiviteterne i det nye materiale kan gøre en forskel, når de kommer i brug.
”Stærke fællesskaber kan være ekskluderende og kan give den, der står udenfor en følelse af ikke at høre til noget sted. Det er en stor opgave for os i foreninger og organisationer, der arbejder med børn og unge at sikre et fællesskab, der giver plads til alle,” siger han og opfordrer alle, der arbejder med børn og unge til at være aktive i at åbne fællesskaberne mere op.
Ensomhed er et stort og stigende samfundsproblem
I Danmark har vi ikke tradition for at spørge de yngste skolebørn, om de føler sig ensomme, men tallene for 5. klasse og opefter taler sit tydelige sprog om, at ensomhed bider sig fast allerede tidligt. Vi ved fra en stor undersøgelse i 2019, at i omegnen af hver fjerde elev i skolen har prøvet at føle sig ensom . Den seneste skoleundersøgelse fra 2022 understreger, at ensomhed er et aktuelt og alvorligt problem blandt børn og unge. Den viser, at 12 % af pigerne ofte eller meget ofte føler sig ensomme, og at det tal er stigende. I undersøgelsen fremgår det ligeledes, at en lang række internationale undersøgelser viser, at en vedvarende følelse af ensomhed hænger sammen med en øget risiko for sundheds- og adfærdsrelaterede problemer.
”Netop derfor er der god grund til at sætte ind tidligt. Vi skal turde tale om det svære, inden det vokser til at blive vedvarende, og vi skal træne hinanden i at blive bedre til at sikre, at ingen føler sig uden for fællesskabet,” siger Søren Johan fra DKM, der er producer og projektleder på ’Ensomhed og fællesskab’.
Uddrag fra ’Ensomhedssangen’
Alle har ansvar, og alle har pligt,
husk at sige ja, ikke nej.
Rummer vi andre, kan vi undgå de svigt,
mange har følt på der’s vej.
Tekst: Sigurd Barrett
Projektet er finansieret af Y’s Men Region Danmark. Materialerne er udviklet og produceret af DKM, der står bag en række formidlings- og undervisningsprojekter til børn og unge.
Direkte links
• Ensomhedssangen /musikvideo på YouTube
• Alt materiale: www.ensomhedogfællesskab.dk
Kontakt os
• Søren Johan, producer og projektleder, DKM, sj@dkm.dk, 21721709
• Rikke Hedman, journalist, DKM, rh@dkm.dk, 87403706
• Anders Ladekarl, Røde Kors, pressetelefon: 35299699
• Sigurd Barrett, musiker og entertainer, Manager Louise Schouw 28882838, ls@louiseschouwteater.dk
• Ole Buch Rahbek, generalsekretær for KFUM-spejderne i Danmark, ole.rahbek@kfumspejderne.dk, 22307833
Kommentarer